Hvordan er det at vokse op med to identiteter, to identiteter som på ingen måde harmoniserer med hinanden. Jeg er 26 år er oprindelig palæstinenser fra Libanon, men har boet i Danmark siden jeg var 6 år. Jeg har været utrolig heldig i forhold til de fleste indvandrepiger, idet mine forældre er utrolig integreret i det danske samfund. Det har betydet, at jeg til trods for min islamiske baggrund, har haft muligheden for at udfolde mig på næsten samme måde, som mine jævnaldrende danske veninder.
Men, og der er et stort men, selvom vi har været en af de familier der er utrolig integreret har det altid været svært at leve i et land, hvor jeg aldrig vil have et liv på samme vilkår som alle andre. Min frihed har altid og vil altid være begrænset. Jeg føler det som sidder jeg fast i et liv jeg egentlig ikke ønsker, men som jeg på ingen måde kan gøre noget for at komme ud af.
Jeg har egentlig altid haft det sådan, men det er først indenfor de sidste par måneder, at jeg virkelig har måtte kæmpe med mig selv og mine identiteter. Det skyldes hovedsaligt den skarpe drejning mit liv tog for et par måneder siden. Da jeg var 18 var jeg på sommerferie I libanon og der mødte jeg hvad jeg dengang troede var min sjæleven. Han var knap 1 år ældre end mig og vi faldt pladask for hinanden. Eftersom han boede i Libanon og jeg i Danmark vidste vi godt, at hvis vi skulle være sammen, så skulle vi giftes. Sådan er det som regel i den arabiske kultur, der er ikke noget der hedder kærester. Hvis to mennesker falder for hinanden, så skal de giftes uafhængigt af om de har kendt hinanden i kort eller lang tid. Sådan er kulturen og eftersom det var en kultur vi begge var vokset op med, var det ikke noget der gav anledning til nogen som helst form for tvivl. I første omgang tog jeg tilbage til Danmark og vi holdte kontakten ved lige i form af telefonsamtaler en gang om ugen. Vi aftale, at vi den efterfølgende sommer ville holde en forlovelsesfest, hvis vi stadig havde de samme følelser for hinanden. Tiden gik og pludselig var hele familien og jeg på vej til Libanon for at holde min forlovelse. Alt gik efter planen jeg var stadig ovenud lykkelig og jeg kunne mærke min oprigtige længsel efter ham, da jeg endnu engang måtte forlade Libanon for at tage tilbage til Danmark. Jeg var på daværende tidspunkt ikke det mindste i tvivl om at han var den eneste ene for mig.
Jeg kom til Danmark og søgte strakts om at blive sammenført med ham. Og så begyndte ventetiden ellers bare. Hver dag ventede jeg spændt på at se om udlændingstyresen havde bevilliget en opholdstilladelse til ham. Endelig kom dagen hvor brevet kom om, at han havde fået opholdstilladelse i Danmark. Vi begyndte straks at arrangere hvornår han skulle komme så vi kunne holde bryllup osv. Der gik ikke lang tid, så havde han købt billetten og jeg skulle ud og hente ham i lufthavnen. Jeg kan stadig huske, hvor lykkelig jeg var den dag. Lykkelig for at det var lykkedes os at få hinanden til trods for den lange afstand mellem os.
Vi blev gift kort tid efter hans ankomst for cirka 6 år siden. Og fra stort set første dag begyndte vi at fornemme de store kulturforskelle imellem os. Men jeg havde aldrig troet at de var så store som de var. Jeg var jo som jeg altid havde været, var bare mig selv. Men jeg fandt hurtigt ud af, at hans grænser for hvad der var acceptabelt var meget meget langt fra mine. Første gang vi kom op og skændes for alvor, var også første gang jeg fik mit livs overraskelse. Han kunne overhoved ikke acceptere, at det ikke kun var ham der havde et skældsord eller to og det udartede sig i, at han blev voldelig. Og allerede fra første gang det skete, tænkte jeg ved mig selv “hvad har jeg dog roddet mig ud i”. Umiddelbart efter begyndte han at undskylde og han kunne blive ved i flere timer indtil jeg overgav mig og blev god igen. Sådan forsatte forholdet i mange år, samme cyklus år efter år. Indtil jeg efter 6 års ægteskab fandt ud at jeg havde fået nok, nok af at blive slået, nok af, at jeg nærmest måtte ingenting, nok af at blive kontrolleret og forsømt på alle tænkelige måder. Og så var det jeg for et par måneder siden fra den ene dag til den anden besluttede, at det var slut med at lade ham behandle mig på den måde. Jeg gik min vej i et kæmpe skænderi som lignte alle de andre bortset fra, at jeg denne gang gik og ikke kom tilbag igen.
Nu er jeg så alene igen, single som man kalder det. Men det har også betydet, at jeg virkelig har fået tid til at tænke tingene igennem. Jeg har nu fået sværere ved at acceptere min herkomst mere end jeg nogensinde har gjort før. Det skyldes i høj grad ham, da han ikke har kunne forstå, at det virkelig er slut imellem os. Han kan ikke acceptere, at jeg skal videre med mit liv, at han skal lade mig være i fred og han på ingen måde har ret til at dominere mig, som han gjorde dengang vi var sammen. Og så ved jeg godt I tænker, at han da heller ikke havde ret til at dominere mig dengang. Det har jeg også fuld forståelse for, men nu er det sådan, at vi kommer fra en kultur, hvor det er manden der har det sidste ord. Manden bestemmer sådan kan man også sige det, og det var en naturlig og accepteret del af vores kultur. Men nu har tiderne ændret sig, vi er ikke sammen mere, han har derfor slet ingen ret. Nu skal jeg bare finde ud af, hvordan jeg får ham til at forstå det.
Der er selvfølgelig mange flere detaljer til historien og til mit liv generelt. Men nu ville jeg lige starte med at introducere mig selv.